Abortsamtaler

En abortsamtale er et tilbud om en samtale til dig, der overvejer abort eller har fået foretaget en provokeret abort.

Formålet med abortsamtalen

Før en eventuel abort

Formålet med en samtale før en eventuel abort er at støtte dig til at træffe beslutninger om enten at gennemføre graviditeten eller få foretaget en abort.

Hvis du overvejer en abort, gør du dig sikkert mange tanker om, hvad det vil betyde for dig, hvis du gennemføre graviditeten eller vælger at få en abort. Tanker omkring din partner, din familie, uddannelse, arbejde, boligforhold og lignende. Det kan være en vanskelig beslutning, om man skal vælge en abort eller gennemføre graviditeten. 

Efter en abort

Formålet med en samtale efter en abort er at afhjælpe de psykiske problemer, du kan have.

Beslutningen om at få en abort eller ej kan være vanskelig. Derfor er det en almindelig reaktion, at du efter aborten kan føle dig både lettet og samtidig være påvirket – både fysisk og psykisk. Tiden efter en abort kan rumme mange tanker. Tanker, som er helt naturlige at have, og som tager tid at forholde sig til. Nogen kommer hurtigt videre fra disse tanker – andre har brug for mere tid og kan have svært ved at få hold på tanker og følelser. Hvis du er blandt dem, som stadig har det svært 3-4 uger efter aborten, vil vi meget gerne tilbyde dig samtaler. Abortsamtalerne vil bl.a. handle om dit abortforløb, prævention, støtte fra din partner, familie og venner.

Tilbud om abortsamtale

Region Nordjylland tilbyder 1-2 abortsamtaler hos de praktiserende læger eller på tre hospitaler.

Tilbud hos din praktiserende læge

Du har mulighed for at få en abortsamtale hos din praktiserende læge. Det gælder både, hvis du overvejer abort eller har fået foretaget en provokeret abort. Hvis du er interesseret i en abortsamtale, skal du blot bestille tid hos din læge og gøre opmærksom på, at du ønsker en abortsamtale.

Tilbud på hospitalerne

På Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Thisted er der også tilbud om abortsamtale, hvis du overvejer abort eller har fået foretaget en provokeret abort. Hvis du ønsker en abortsamtale på et hospital, skal du først kontakte din praktiserende læge for at få en henvisning til hospitalet. Derefter kan du henvende dig på et af telefonnumrene  til højre på denne side. 

Om abortsamtalen

Abortsamtalen er individuel og tager udgangspunkt i dine behov. Samtalen er med en sundhedsfaglig person, der er uddannet i abortsamtaler. Der er afsat ca. 1 time til samtalen, og den sundhedsfaglige person, der deltager i samtalen har tavshedspligt. 

Hvis der er behov for en samtale med en socialrådgiver, er det også muligt.

Opdateret